Velkommen til Den lille kunst- og kulturfestival.

I anledningen af Bertel Thorvaldsens 250 års fødselsdag, byder Sankt Markus kirke i et samarbejde med Vejgaard kirke på en perlerække af arrangementer i Thorvaldsens ånd.

Den lille kunst- og kulturfestival strækker sig fra september 2020 til februar 2021, med arrangementer såsom byvandring, rundvisning på Kunsten, spændende kultur- og kunstrelaterede foredrag og koncerter med musik af bl.a. Felix Mendelssohn.

I Sankt Markus kirke kan du nyde synet af Thorvaldsens flotte figurer, imens du drømmer dig hen i smuk musik og inspirerende foredrag.

Læs mere herunder eller tag et kig i vores program.


Kalenderoversigt over Den lille kunst- og kulturfestival

SEPTEMBER

 

ONSDAG 2. SEPTEMBER KL. 16-17.30: Byvandring ved Anne-Lise Schou.

Start: Vejgaard kirkes sognehus. Gratis deltagelse.

Ph.d. i historie og kunsthistorie og erfaren kulturformidler Anne-Lise Schou vil guide og fortælle om vores dejlige bydel med dens overraskende historie og dens små finurligheder, mens vi går fra Vejgaard Kirke til Sankt Markus Kirke. Når vi ankommer til Sankt Markus Kirke, slutter byvandringen i krypten, hvor Anne-Lise vil vise billeder og fortælle mere. Til sidst er der bobler og snacks!

 

ONSDAG 16. SEPTEMBER KL. 19.30: Koncert ved Idun Trio

I Sankt Markus kirke. Gratis adgang.

Idun Trio består af Gitte Nyholm på fløjte, Gunilla Odsbøl på cello og Berit Juul Rasmussen på klaver. Trioen blev dannet i 2012. Idun Trio vil spille et repertoire af Mendelssohn og hans nære ven Niels W. Gade.

 

ONSDAG 23. SEPTEMBER KL. 19.30: Foredrag ved Claus Jensen

I Sankt Markus kirke. Gratis adgang.

Trods opvækst i små kår blev Thorvaldsen, i kraft af sit mageløse talent og sin forrygende arbejdsevne, en mønsterbryder, der, som H.C. Andersen, nåede verdensberømmelse. Foredraget er en fortælling i ord og billeder om Thorvaldsens liv og værker. Om hans store udsmykningsopgaver ude og hjemme og om kunstnerlivet i Rom. Om Thorvaldsens hjemkomst til Danmark efter 40-års udlændighed, og om hans sidste år på skift i København og på herregården Nysø ved Præstø. Om Thorvaldsens Museum som en symbiose mellem de tre kunstarter arkitektur, malerkunst og billedhuggerkunst.

Claus Jensen er cand. scient. i matematik og fysik og tidligere gymnasielærer ved Hasseris Gymnasium.

 

TIRSDAG 29. SEPTEMBER KL. 19.30: Orgelkoncert ved organist Erik Haven

I Sankt Markus kirke. Gratis adgang.

Denne koncert er den første af tre koncerter med Felix Mendelssohns orgelværker. Mendelssohn lærte Thorvaldsen at kende under sit ophold i Rom. Han spillede af og til klaver for Thorvaldsen, imens billedhuggeren modellerede i sin lejlighed i Rom. I Sankt Markus Kirke vil Erik Haven ved denne første koncert spille bl.a. Sonate nr. 1, Præludium og Fuga nr. 1 og Sonate nr. 2.

OKTOBER

 

TIRSDAG 6. OKTOBER KL. 19.30: Foredrag ved Carsten Bach-Nielsen

I Vejgaard kirkes sognehus. Gratis adgang.

Thorvaldsens Kristusskulptur er en af de hyppigst kopierede i den internationale kirkekunst. Den blev oprindeligt forsynet med en række indskrifter, hvoraf den vigtigste er fra Mattæusevangeliet 11,28. Dermed er dens udsagn komplekst, for ordet ”Kom til mig” er et Jesusord, mens skulpturen forestiller den opstandne og transfigurerede Kristus. Hvordan denne kombination af Jesus, Kristus og evangeliecitatet er kommet i stand i renæssancen, og hvordan den har levet videre ind i 20. århundrede er emnet for denne vandring gennem den danske kunst- og kirkehistorie gennem godt 150 år. Hvor vigtig er Thorvaldsens skulptur i forhold til det, eftertiden har lagt ind i den?

Carsten Bach-Nielsen, Lektor, ph.d. Inst. for kultur og samfund, Teologi, AU.

 

ONSDAG 21. OKTOBER KL. 19.00: Rundvisning på Kunsten, Aalborg

ARRANGEMENTET ER FULDT BOOKET.

KUNSTEN, Aalborg. Pris: 40 kr.

Hvad kan kunsten og hvad skal kunsten? Det finder vi ud af på vores guidede rundtur på kunstmuseet. Efterfølgende får vi kaffe og kage i Kunstens anmelderroste Café Aalto.

Tilmelding senest d. 14. oktober ved henvendelse til Doris Portefée Jensen på: Tlf. 9812 6052 eller mail sanktmarkus.sognaalborg@km.dk.

Der bliver arrangeret buskørsel til Kunsten fra Sankt Markus kirke med afgang kl. 18.30 og afhentning på Kunsten kl. 21.00.

 

TORSDAG 29. OKTOBER KL. 19.30: Fødselsdagskoncert i anledning af Thorvaldsens 250 års fødselsdag (ÆNDRET grundet covid-19)

I Vejgaard kirke. Gratis adgang.

I forhold til tidligere annonceret, er programmet ændret grundet coronasituationen.

GRATIS ADGANG

Dørene åbnes kl. 19.00. Begrænset adgang grundet Covid-19.

Signe Anette Pedersen synger i aften sange af Felix Mendelsohn akkompagneret af Peter Sloth Andersen på orgel. Signe Anette Pedersen har netop færdiggjort solistklassen i sang fra Esbjerg musikkonservatorium.

Dernæst synger kirke- og solosanger ved Vejgaard kirke Diana Haugland Jensen sange af Maria Szymanowska akkompagneret af Natasha Kutsko Jensen på flygel.

Sognepræst Sine Kilstrup kæder aftenen sammen med fortællinger om Thorvaldsens liv.

 

NOVEMBER

 

ONSDAG 4. NOVEMBER KL. 19.30: Foredrag ved Margrethe Floryan

I Sankt Markus kirke. Gratis adgang.

Fra Sankt Markus kirke går der en direkte forbindelse til Thorvaldsens værksted i Rom og til Vor Frue Kirke i København. Margrethe Floryan binder trådene sammen i foredraget ’Thorvaldsen som kirkekunstner’. Vi skal høre om statuerne og deres betydning og om, hvad bl.a. Grundtvig sagde om udsmykningen af Vor Frue Kirke i København.

 

TIRSDAG 17. NOVEMBER KL. 19.30: Orgelkoncert ved organist Erik Haven

I Sankt Markus kirke. Gratis adgang.

Denne koncert er den anden af tre orgelkoncerter med Felix Mendelssohns orgelværker. Mendelssohn lærte Thorvaldsen at kende under sit ophold i Rom. Han spillede af og til klaver for Thorvaldsen om morgenen, mens billedhuggeren stod og modellerede i sin lejlighed i Rom. I Sankt Markus Kirke vil Erik Haven ved denne anden koncert spille bl.a. Sonate nr. 3, Præludium og Fuga nr. 2 og Sonate nr. 4.

 

ONSDAG 25. NOVEMBER KL. 19.30: Foredrag ved Anne-Lise Schou

I Vejgaard kirkes sogneshus. Gratis Adgang.

Menneskekroppen har altid været et populært motiv for kunstnerne og har derved afspejlet tidernes forskellige kropsidealer. Den menneskelige krop i middelalderen ser fx ganske anderledes ud end kroppen i renæssancen. Vi vil kigge på kunstværker fra forskellige tidsperioder og opleve eksempler på brug af kroppen. I nogle værker er kroppen direkte afbilledet, imens vores egen krop kommer mere i fokus i installationsværker fra nyere tid.

DECEMBER

 

ONSDAG 2. DECEMBER KL. 19.30: Koncert og foredrag ved guitarist Finn Elias Svit og musikhistoriker Ole Beuchert Olesen

I Sankt Markus kirke. Gratis adgang.

Finn Elias Svit, guitarist og Ole Beuchert Olesen, musikhistoriker tager os på rejse tilbage til året 1830, hvor det lykkedes den lovende, 21-årige komponist Felix Mendelssohn Bartholdy (ham med bryllupsmarchen) at blive indlemmet i mesterens vennekreds og blive en slags huspianist i hans atelier. Thorvaldsen var selv en skattet guitarist, og Mendelssohn var, hvad de færreste nok ved, en talentfuld billedkunstner.

På denne aften i Sankt Markus Kirke, der byder på guitarmusik og billedeforedrag, kan vi drømme os 190 år tilbage i tiden og møde to ildsjæle, der hver på deres måde stræbte efter at skabe tidløs kunst, bygget på klassiske idealer om skønhed og organisk harmoni.

JANUAR

 

TIRSDAG 19. JANUAR ’21 KL. 19.30: Koncert ved Rikke Petersen og Finn Elias Svit

I Sankt Markus kirke. Gratis adgang.

Duoen Rikke Petersen på fløjte og Finn Elias Svit på guitar har stor succes med at spille i udlandet og til festivaler rundt om i Danmark. Deres fine samarbejde og individuelle musikalske kunnen gør koncerterne til en helt særlig oplevelse for publikum. Rikke Petersen er uddannet ved Det Fynske musikakademi og har bl.a. spillet med Den Fynske Opera og Odense Symfoniorkester.

Finn Elias Svit er uddannet ved Det Nordjyske Musikkonservatorium med speciale i klassisk guitar og har desuden en masse udmærkelser med sig i guitarkassen. 

Musik af Bach, Grieg, Nielsen, Piazzola m.fl. 

 

ONSDAG 27. JANUAR ’21 KL. 19.30: Koncert ved sopraner fra Sankt Markus kirkes kor (Historiske duetter)

I Sankt Markus kirke. Gratis adgang.

To sopraner fra Sankt Markus kirkes kor synger duetter komponeret af Felix Mendelssohn.

Klaver: Organist Erik Haven. Efter koncerten bydes der på kaffe i Sankt Markus kirkes Krypt.

FEBRUAR

 

ONSDAG 17. FEBRUAR ’21 KL. 19.30: Orgelkoncert ved organist Erik Haven

I Sankt Markus kirke. Gratis adgang.

Denne koncert er den tredje af tre orgelkoncerter med Felix Mendelssohns orgelværker.

Mendelssohn lærte Thorvaldsen at kende under sit ophold i Rom fra november 1830 til juni 1831, og han spillede af og til klaver for Thorvaldsen om morgenen, mens billedhuggeren stod og modellerede i sin lejlighed i Rom. I Sankt Markus Kirke vil Erik Haven ved denne anden koncert spille bl.a. Sonate nr. 5, Præludium og Fuga nr. 3 og Sonate nr. 6.